De første boligmoduler er kommet til Gadehavegård

I uge 38 er de første boligmoduler til vores nye boliger blevet leveret og monteret i Gadehavegård.

Modulerne produceres på BM Byggeindustris fabrik i Hobro og ankommer til byggepladsen omkring 80% færdige. Produktionen under kontrollerede forhold giver høj præcision, mindre spild og en mere stabil byggeproces.

På byggepladsen bliver modulerne løftet direkte på plads med mobilkran og samlet. De første 16 moduler udgør tilsammen to bygninger – og på få dage er næste del af udviklingen blevet synlig i området.

Der har været nysgerrighed omkring byggepladsen.
Beboere er løbende kommet forbi for at følge med – nogle med familien, andre med hunden – og se de nye boliger tage form. 🏘️🐕

Interessen kan også mærkes i udlejningen. Mere end 40 børn og voksne, som allerede bor i Gadehavegård, flytter ind i private boliger i første etape. 17 af de 26 boliger er nu udlejet. Nu åbner udlejningen også for andre.

Herfra fortsætter arbejdet med de resterende moduler og færdiggørelsen af boliger og udearealer frem mod forventet indflytning i februar 2027.

Vi er glade for beboernes tålmodighed og det gode samarbejde med BM Byggeindustri, og alle vores samarbejdspartnere.